Artikler


Jo, alt det, der foregik i mit hoved, skete faktisk


Af David Trads (3-7-18)


Under overskriften ’Meget af det, David Trads husker fra sin tid på Information, foregik oppe i hans hoved’ leverede tre ansatte på Information forleden et voldsomt angreb på mig og min troværdighed i Politiken (30-6-18). De skriver dybest set, at jeg er fuld af løgn.


Angrebet var så underlødigt og manipulerende, at jeg instinktivt ignorerede det i første omgang. Men da virkelig mange har bedt mig kommentere angrebet, så det ikke står uimodsagt, kommer det her:


De tre skribenters angreb er et svar på mit essay om min tid som chefredaktør på Information (2002-04), som blev bragt i Politiken (23-6-18). Min tekst var, som jeg selv skrev i essayet ”slet ikke tilstræbt objektivt, men derimod i den grad subjektivt”.


Mit essay var min udlægning, min version af virkeligheden, som jeg, kun jeg, så den – og alle, der læser det, vil se, at jeg er endog meget ærlig, både når jeg omtaler mig selv rosende, og når jeg kritiserer mig selv. Jeg er førstehåndskilde til min egen historie.


Det, jeg erindrer i mit essay, er både baseret på min hukommelse, og på omfattende noter, som jeg løbende, ofte dagligt, nedskrev dengang i min kalender, og på dokumenter, artikler, mails og breve, som jeg har gemt. Den slags er jeg temmelig systematisk med.


Ulrik Dahlin, den ene af de tre skribenter til angrebet på mig, er også førstehåndskilde til sin version. Han var en central figur på avisen i min tid, som jeg havde mange sammenstød med.

Kristian Villesen var, som jeg husker det, praktikant på avisen, og ikke en, jeg havde omgang med. Han var perifer.

Anton Geist var slet ikke ansat på avisen dengang. Jeg kender ham ikke. Han er vel det, man med et neutralt ord kalder anden- eller tredjehåndskilde til det, der skete i min tid.


Her er mine svar på de 12 konkrete anklager, som jeg kan finde i Informations-journalisternes angreb på mig. De kommer i den rækkefølge, de optræder i deres indlæg:


1) Cavling-prisen:


I mit oprindelige essay skriver jeg følgende:


Det er en stor, stor triumf, da Carsten Ingemann, formanden for Cavling-prisen, ringer mig op:

”I får sgu’ Cavling-prisen – for den fremragende dækning af Irak-krigen. Det er selvfølgelig dine journalister, som får prisen, for vi kan jo ikke give den til dig, men du skal vide, at vi alle er meget begejstrede for din måde at stå på mål for dækningen i tv og radio på.”


I Informations-journalisternes indlæg forklarer Carsten Ingemann, at han ”er helt sikker på at han ikke ringede til David Trads og annoncerede, at prisen gik til Informationsjournalisterne Jørgen Steen Nielsen og Charlotte Aagaard”, men at han, som ”det var en fast tradition ringede…til journalisterne selv.” En udlægning, som ”bekræftes af et andet daværende medlem af komiteen, Kurt Strand, som var til stede under opkaldene.” Herefter konstaterer Informations-journalisterne i deres indlæg, at jeg lyver – for ”problemet er bare, at det (altså min udlægning, red) ikke er rigtigt.”


Lad mig forklare denne åbenlyse stråmand:


Jeg skriver intet sted, at Carsten Ingemann ringer til mig som den første for at annoncere prisen.


Jeg vidste naturligvis godt, at han allerede havde talt med journalisterne. Da Carsten ringede til mig, er der grund til at tro, at Kurt Strand slet ikke var tilstede. Det var senere. Jeg husker det som samme aften. Carsten anerkender nu over for mig, at han rent faktisk ringede til mig. Han mener dog, at det var dagen efter.


Hvem har så ret, når det handler om det helt centrale – nemlig om 1) Carsten overhovedet ringede til mig, og om 2) Carsten i givet fald sagde, hvad jeg citerede ham for?


Tja, det har vi to forskellige erindringer om. Det er ikke første gang, at to primære kilder – i dette tilfælde de eneste to kilder – er uenige om, hvad der blev sagt i en konkret samtale. Med andre ord vil ingen nogensinde kunne afklare, hvem af os der har ret.


Informations-journalisternes udlægning om, at det, jeg siger, ”ikke er rigtigt”, er udtryk for, at de tror 100 procent på Carsten, og 0 procent på mig.


De ville dumpe en eksamen på historiestudiet med den konklusion ud fra det givne kildemateriale.


2) Anders Fogh Rasmussen:


Jeg skriver i mit essay, at Cavling-prisen ”ironisk nok (blev) overrakt af statsminister Anders Fogh Rasmussen.” Det er forkert, forklarer Carsten Ingemann nu, og det har han givet ret i. Det var Carsten selv, som overrakte den, hvorefter den daværende statsminister holdt tale.


3) Tolstoj/Trotskij:


I indledningen på mit essay henviser jeg til den sovjetiske tradition med at bortretouchere uønskede personer fra historien – og jeg henviser til et berømt eksempel, nemlig et foto af Lenin på en talerstol i Moskva i 1920, hvor Trotskij oprindeligt stod ved siden af, men hvor han efterfølgende var fjernet.


Af årsager, der kun kan tilskrives sjusk fra min side – og som heller ikke blev opdaget af min redaktør – kommer jeg til at skrive Tolstoj (den store forfatter, som døde i 1910) tre gange og kun Trotskij én gang, da jeg refererer min pointe.


Jeg ved naturligvis godt, at det rigtige navn er Trotskij – jeg har trods alt været Moskva-korrespondent i tre år, besøgt Trotskij-museet i Mexico City flere gange, og ivrigt læst Tolstoj, senest i dette forår. Den slags fejl opstår sommetider – jeg tror de fleste skribenter kan finde eksempler på den slags ærgerlige fejl hos sig selv.


Modsat hvad Informations-journalisterne antyder, så har jeg i øvrigt ikke undret mig over, at jeg ikke er blevet bedt om at bidrage med et kapitel til bogen om avisens historie. Jeg har derimod – præcist som anmelderne af bogen i Information og Politiken – undret mig over, at jeg slet ikke eksistererede i bogen (ud over på en tidslinje), da min tid på avisen selvsagt er interessant.


Den enorme interesse om mit indlæg bekræfter i den grad min pointe.


4) Bogens udgiver:


Informations-journalisterne skriver, at det er ”forkert”, når jeg i mit essay skriver, at bogen er ”udgivet af avisen.” Well, well, der er i virkelighedens verden ingen forskel på Dagbladet Information og Informations Forlag – og det kan man eksempelvis forsikre sig om ved at læse paragraf 1 i Informations vedtægter:


”Selskabets navn er A/S Information. Selskabets binavne er A/S Dagbladet Information, IBUREAUET A/S, Ishop A/S, Mediefabrikken A/S, Informations Forlag A/S, Forlaget af 29. juli 1997 A/S og Udgiverselskabet af 15. marts 2000 A/S. ”


5) Årsag til mit stop:


Informations-journalisterne skriver, at jeg ”måtte gå af, efter avisens øvrige redaktører over for bestyrelsen havde krævet hans afgang.” Det er forkert.


Jeg valgte alene selv at opsige min kontrakt, mens bestyrelsen og direktionen ”havde foretrukket, at Trads var blevet,” som Henrik Bo Nielsen, dengang direktør, sagde til Jyllands-Posten (12-6-04), hvorefter han tilføjede:


”Vi har haft et forrygende samarbejde, og David Trads har virkelig formået at positionere Information i offentligheden. I bestyrelsen har der været fuld opbakning til David Trads.”


Sådan var det nemlig.


I weekenden (30-6-18) skrev Information i øvrigt direkte, at jeg blev ”fyret.” Det er forkert.


6) Arbejdstilsynet/Bedriftssundhedstjenesten:


Selv om jeg i mit essay meget deltaljeret redegør for en meget skarp kritik af min ledelse i en såkaldt APV-undersøgelse, som enhver, der måtte ønske at forherlige sig selv, givet ville have undladt at pensle ud, så hæfter Informations-journalisterne sig igen ved en ubetydelig detalje. Jeg skriver, at dem, der afleverede kritikken var fra Arbejdstilsynet, selv om de rettelig var fra Bedriftssundhedstjenesten.


7) Henrik Gade Jensen:


I et meget mærkeligt afsnit hænger Informations-journalisterne mig ud for min ageren i Henrik Gade Jensen-sagen, men her sparker de jo en åben dør ind. Jeg har nu i to omgange åbent og fuldkommen transparent fortalt, at den historie er et mørkt kapitel i min karriere.


Da DR i oktober 2012 bragte et program om Henrik Gade Jensen-sagen, snoede jeg mig uden om at deltage, men da først udsendelsen blev bragt, stod det klart, at den sag, jeg havde håbet, ville forsvinde, indhentede mig. Jeg lagde mig fladt ned, undskyldte i stort set alle medier, inklusive i tv og radio, og jeg sagde blandt andet, at ”jeg var fej.”


I mit essay i Politiken uddybede jeg for første gang offentligt min forklaring om, hvorfor jeg lavede den fejl i første omgang. Det var, synes jeg selv, en meget ærlig fortælling, som på ingen måde sætter mig i et godt lys eller skyder skylden på andre. Tværtimod skriver jeg, at det var ”mit ansvar. Mit alene.”


Med andre ord: Jeg har klart erkendt min fejl, og der er derfor ingen afsløring i det afsnit om Gade Jensen-sagen, som jeg ikke allerede har angret.


Informations-journalisterne skriver i øvrigt fejlagtigt, at det var mig, der havde ”ansat” den journalist, der skrev den oprindelige artikel. Det var det ikke. Det var et ansættelses-udvalg, som foretrak den pågældende journalist, mens jeg egentlig ønskede en anden. Dette siger jeg ikke for at lægge afstand til vedkommende, som jeg satte stor pris på.


8) Historisk præsens:


Når Informations-journalisterne eksempelvis citerer mig for at skrive i mit essay, at jeg synes, at journalisterne på avisen var ”nogle forkælede fjolser, som hænger håbløst og naivt fast i hippietiden,” så er det væsentligt at minde om, at jeg i mit essay skriver i historisk præsens. Det vil sige, at jeg forsøger at genkalde mig, hvordan jeg så virkeligheden netop på det tidspunkt, hvor den fandt sted. Det kan man mene er usympatisk, men jeg ser det som det tætteste man kan komme en ærlig, men, ja, subjektiv beskrivelse.


9)Læsertal/Oplagstal:


Informations-journalisterne afviser i deres indlæg, at det stigende læsertal, som avisen oplevede under min tid, betyder noget. De skriver:


”Men som enhver, der har med avisdrift at gøre, ved, er læsertal opgjort ved Gallup-undersøgelser en usikker størrelse. Et mere sikkert fundament at vurdere en chefredaktørs indsats på er oplagstallet. Og her står det fast, at Informations oplag faldt med godt 4 procent, mens David Trads var chefredaktør.”


Her tager Informations-journalisterne virkelig fejl. Nu har jeg faktisk forstand på ”avisdrift” – idet jeg har siddet i ledelsen for flere medier både herhjemme og internationalt. Det er læsertal og sammensætningen af læsere, der betyder noget for salg af annoncer. Det er faktisk den eneste valuta, der betyder noget. I min tid på Information steg læsertallet – og endnu vigtigere, så gik avisen fra at have den næstældste læserskare til den næstyngste. Den slags tal er den bedste chance for at kunne skabe annonceindtægter.


Her er Informations-journalisterne imidlertid lovligt undskyldt – for hvad ved netop Informations-journalister egentlig om avisdrift? De lever trods alt så meget af statsstøtte, at de lykkeligt kan leve uden at tænke på annonceindtægter. Da jeg var på avisen, måtte vi spare massivt, fordi avisen mistede hele dets daværende statstilskud på 5,5 millioner kroner.


I dag modtager Information 25,5 millioner kroner fra statskassen – ja, avisen er så meget på støtten, at den har måttet fjerne den stolte sætning, der plejede at stå på forsiden lige under bladhovedet: ”Uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser.”


Ingen dansk avis er nemlig mere afhængig af almisser fra skatteborgerne – og derved det siddende politiske flertal på Christiansborg – end netop Information, som efterhånden er licensfinansieret.


10) Venstrefløjssympatier


Informations-journalisterne mener, at det er ”latterligt”, at jeg kunne finde på at mene, at der var folk blandt avisens daværende journalister, der holdt med de læsere, der var vrede over min kritik af kommunismen og opbakning til demokratiet. De skriver, at det eneste, som gjorde dem vrede, var mine pointer om ”Det Gode Amerika”.


Well, well, man skulle nok have været der selv dengang for at forstå, hvor meget sympati, der var for kommunismen og dens aflæggere på Information selv i begyndelsen af 2000’erne. Den chefredaktør, som jeg reelt afløste, nemlig Jacob Mollerup, var en kendt, tidligere kommunist; og de to mest ihærdige kritikere af mig på avisen var Ulrik Dahlin og Jon Jørgensen, ligeledes to gamle kommunister. Endnu flere var hang-arounds og wannabees – med andre ord sympatisører af Enhedslisten & omegn.


De, der nu kræver, at jeg afleverer en liste over, hvem det konkret var, der også sympatiserede med den yderste venstrefløj, må jeg skuffe. Jeg ved godt, hvem der historisk lavede lister over politiske modstandere, men den slags har jeg aldrig lavet.


11) Ulrik Dahlin


I mit essay skriver jeg i forbindelse med min gennemgang af den store debat om min leder ”Den onde kommunisme”, at Ulrik Dahlin ”midt under stormen tog bladet fra munden” og i et interview i Weekendavisen angrede sin fortid i Kommunistisk Arbejderparti:


”Jeg kunne være blevet en glimrende nazist, ” sagde han blandt andet som sin tid i det totalitære parti, som han var medlem af som ung mand.


I Informations-journalisternes indlæg afviser de, at Dahlins udtalelser skete ”midt under stormen”. Selv om min leder var i avisen den 28. december 2002 (ikke den 29. december, som Informations-journalisterne skriver) og interviewet med Dahlin var i Weekendavisen den 3. januar 2003 – altså seks dage efter min leder – så burde jeg have vidst, at selve interviewet var foregået en måned inden.


Well, synsk er jeg altså ikke – og selvfølgelig har jeg derfor ret, når jeg skriver, at Dahlin udtalelser kom ”midt under stormen.”


12) Fidel Castro:


Informations-journalisterne beskriver i deres indlæg en anden leder, som jeg skrev i sin tid – nemlig en om Fidel Castro, som jeg ifølge deres referat blandt andet omtaler som en ”monumental politisk leder, hvis bedste sider verden bør lære af.”


Jeg kan desværre ikke finde den pågældende leder - hverken på Informations hjemmeside, på Infomedia eller i et ellers samlet udskrift af alle mine ledere, som jeg har gemt – men jeg tvivler ikke på dens eksistens. Jeg kan godt huske den, og jeg kan også huske, at Dorrit Saietz, avisens dygtige udlandsredaktør og Latinamerika-kender, var meget uenig i den. Da jeg ikke kan finde lederen nu, kan jeg ikke kommentere den mere konkret, men her er en generel pointe:


Jeg ved, at jeg mange gange gennem årene har skrevet om Castros positive og negative sider. Jeg har været på Cuba mange gange som journalist – og mit grundsynspunkt har altid været, at jeg 1) mener, at Castros revolution i 1959 var nødvendig og prisværdig, fordi cubanerne levede i undertrykkelse under Batista-diktaturet, som var et gangstervælde, at 2) Castro i sine første år, ja, frem til engang i 1980’erne, faktisk fik bemærkelsesværdige resultater, især i sammenligning med det øvrige Caribien og trods USA's blokade, og 3) at jeg selvsagt klandrer ham for aldrig at slippe diktaturet og indføre demokratiet, og på den måde blev lige så slem som alle andre diktatorer.



Til slut en pointe, som er gået hen over hovedet på de vrede Informations-journalister:


Mit essay er et forsøg på at være så ærlig som muligt om, hvordan jeg ser min tid på Information – såvel om det, som gik godt, som det, der gik skidt.


Nogle læser mit essay som utøjlet og usympatisk praleri fra en megaloman. Andre læser det som et nuanceret og reflekteret indblik i at være chef i en svær tid. Nogle får ondt af mig, fordi de ikke forstår, hvorfor jeg så detaljeret fremhæver den konkrete kritik af mig, når jeg bare kunne lade være.


Jeg er ikke et fejlfrit menneske. Tværtimod. Jeg begår fejl – ”nogle af dem endda store,” som jeg skriver i mit essay. Alle, der kigger indad, ved, at de også har begået fejl. Mange har givet – som jeg – lukket øjne og ører og håbet på, at en fejl ville forsvinde af sig selv. At tiden læger alle sår. Ofte gør den det. Andre gange er man ikke så heldig. Alle, der anerkender, at de har begået en fejl, prøver at lære af det, så de ikke gentager den. De af os, der er fejlbarlige, ved, at der altid er en risiko for, at vi ikke handler så ædelt, vi gerne vil.


Informations-journalisterne hæfter sig udelukkende ved de fejl, de mener, at jeg har begået. Angiveligt begik de ingen selv. Til gengæld gjorde jeg ifølge dem intet godt. Intet. De ser verden som sort-hvid. Ingen plads til nuancer. En dag, når de får tid og overskud, vil jeg råde dem til at læse mit essay igen. Denne gang med paraderne nede. Så vil de måske opdage, at også de – af og til – kan begå en fejl. Måske endda lære af den.


Det er meget at forlange, men jeg tror på det bedste i mennesket.


Copyright @ All Rights Reserved